12. dec 2015

Nyhedsbrev VI fra Tandteknikerforeningen

Det’ sørme – det’ sandt – december.
Den dejligste måned i nissernes land.
Der er men’sker som kulden er slem for,
men for nisser er isen det rene vand,
og dagene flyver af sted som en fugl.
Det’ sør’me, det’ snart, det’ jul.


Sådan lyder en af vores skønne julekalendersange.

Ja, vi kan ikke komme uden om det, året 2015 lakker mod enden. Vi skal til at holde juleferie, og så skal vi jo huske at få underskrevet vores feriekort, så vi kan få udbetalt feriepenge til ferie, godter og gaver.

Vores nye Laboratorietandteknikeruddannelse er blevet skudt i gang i august dette år. Der er blevet optaget 20 elever i København og 11 i Århus på grundforløbet. Det ser fornuftigt ud.

Næste år byder på Tandteknikerdag igen. Vi har fra bestyrelsens side valgt at lave en opfølgning på sidste års foredrag / kursus med Tandlæge John Orloff. Tandteknikerdag vil blive afholdt som vanligt i forbindelse med vores egen generalforsamling, men også i forbindelse med Faglig Puls´ arrangement samme weekend den 11. – 13. marts 2016. Vi vil allerede nu sige til dig, at vi glæder os til at se dig, så sæt endelig kryds i kalenderen og reserver weekenden til samvær med andre tandteknikere og kolleger.

Vi vil jo gerne stadig opfordre til, at I sender jeres oplysninger til vores statistik om navn, adresse, e-mail, arbejdstid og løn ind til os. Så hvis du stadig ikke har fået det gjort.
Send en e-mail til mig på: biv@forbundet.dk


Bestyrelsen og jeg vil gerne ønske dig og din familie en glædelig og sikker jul samt et godt og lykkebringende nytår.

Birgitte Vormsby